Hvad er Visens Venner og hvad koster deltagelse ?
Visens Venner Frederikssund er en forening af vise- og sangglade mennesker, som blev stiftet i 1990 med det formål at udbrede kendskabet til nordiske viser og sange, med hovedvægten lagt på dansk visesang. Foreningen er tilsluttet landsorganisationen af Visens Venner i Danmark – VVD. Du kan læse om VVD ved at klikke på dette link: Visens Venner Danmark
Visens Venner har rod i Sverige, hvor Evert Taube var en af initiativtagerne til, at foreningen blev stiftet i 1936. I dag er der mange foreninger af Visens Venner rundt omkring i Norden. Foreningerne har en kerne af medlemmer, som aktivt beskæftiger sig med viser som sangere, akkompagnatører, komponister eller sangskrivere. Derudover har de fleste foreninger en vennekreds, som består af mennesker, som kommer til viseaftener for at lytte til og synge med på viser i fællesskab.
Visens Venner er for dig
- der har lyst til at synge fællessang . . . eller
- der kan lide at akkompagnere til visesang . . . eller
- der har mod på at optræde for et publikum . . . eller
- der selv skriver tekster eller musik til viser
Husk, for alle der optræder, har der været en ”første gang”.
Vi afholder 8 viseaftener per sæson i Kulturhuset Elværket, Ved Kirken 6 i Frederikssund med start kl. 19,00 og vi slutter ca. 22.45. Medlemmer af bestyrelsen er på skift viseværter ved disse aftener. Program og dato for afholdelse af viseaftener finder du her på hjemmesiden under afsnittet Kalender eller ved at klikke på linket: HER
Et medlemskab i vores forening giver også adgang til arrangementer hos Visens Venner andre steder i landet imod fremvisning af gyldigt medlemskort fra Visens Venner Frederikssund.
Priser pr. sæ:son – du kan vælge imellem flg. muligheder:
- Sæsonkontingent (8 viseaftener i perioden august til april ) inkl. entre: kr. 300
- Venteliste kontingent pr. sæson: kr. 50 – entre pr. viseaften kr. 50
- Gæster entre pr. viseaften: kr. 100,- inkl. én øl eller én vand
- Gæster ved indmeldelse i foreningen på dagen, fratrækkes kr. 100,-
- Børn under 16 kommer gratis ind i følgeskab med et medlem
Du kan altid starte med at deltage som gæst og se om det er noget for dig.
Foreningen har et loft over antal medlemmer på 110, grundet pladsen på Elværket. Der oprettes venteliste for nye medlemmer over 110, disse medlemmer kan efter eget valg flyttes over som fast medlem ved ny sæsonstart i august måned, hvis der er plads. Venteliste medlemmer betaler entré som gæst.
Der er til alle viseaftener fællessange samt underholdning fra scenen af foreningens aktive solister med et bredt udbud af viser og sange. Der vil også være gæstesolister fra andre afdelinger under VVD (Visens Venner Danmark).
Medlemmerne bliver ikke tvunget til at synge på scenen, men kan blot sidde og nyde den gode underholdning. Men kommer lysten til selv vil udfolde sig, er alle velkomne ved de ”magiske 5 minutter”, som ved hver viseaften giver en til to personer mulighed for at synge en vise eller fortælle en god historie. Bestyrelsen håber på denne måde at finde nye solister.
Hvad siger nogle af visevennerne?
Vi har spurgt et par af vores medlemmer om hvorfor de har valgt at deltage i Visens Venner:
Berit:
Vi kom i mange år i Visens Venner Brønshøj. Da vi flyttede og i forvejen kendte formanden for visens Venner Frederikssund, begyndte vi at komme her. Det er sjovt hver eneste gang og dejligt at mødes med andre. Jeg kan lide at synge og har sunget hele livet.
Inger Marie:
Jeg holder meget af musik – viser generelt og gamle revyviser. Jeg har rejst meget i Sverige og har ikke mindst derigennem fået kærlighed til viser.
Visens Venner Frederikssund
Er du interesseret i at være med i Visens Venner Frederikssund, eller vil du vide mere, så kontakt:
Formand Erling Salhauge
Lerager 72, 3600 Frederikssund
Tlf.: 28 86 30 45 E-mail: salhauge@webspeed.dk